Tør du købe status i loyalitetsprogrammer ?
Savner du et guldkort til flyselskabets eller hotellets loyalitets program? Så kan man godt blive fristet af firmaer, der sælger status på nettet. Men firmaerne omgår helt sikkert programmernes betingelser – så det er ikke lovligt.
BEMÆRK:
Det har ikke været muligt at verificere om den service dette firma tilbyder overholder loyalitetsprogrammernes regler og vilkår. At anvende en sådan service er derfor på eget ansvar. FinalCall.travel anbefaler ikke at du anvender en sådan service, men skriver udelukende om det for at gøre opmærksom på hvad der foregår indenfor loyalitetsområdet i rejsebranchen. Overtrædelse af loyalitetsprogrammers regler og vilkår kan betyde at dit medlemsskab slettes og point dermed mistes.
Jeg har indtil nu troet, at man kun kunne få guldkort (eller højere) ved at flyve meget. Eller bo mange nætter på hotel. Og når det kneb, så skulle jeg ud på et mileage run hos flyselskabet (tage nogle ekstra rejser for at optjene point) eller et madras run hos hotellet (tage nogle ekstra overnatninger for at beholde guldkortet).
Det er så de seneste år blevet blødt op i bl.a. EuroBonus. Først ved at du kunne købe niveaupoint for at få guld- og diamantkortet i hus. Senere ved at få niveaupoint på udvalgte kreditkort. Og nu også ved at få niveau point på billeje. Og så kan du naturligvis altid prøve at finde en glad giver, der vil forære dig et sølv- eller guldkort i EuroBonus.
Men på internettet kan du købe alt. Også guldkort til udvalgte flyselskabers og hotellers loyalitetsprogrammer (dog ikke til EuroBonus).
Cobalt Corporate Travel
Selskabet Cobalt Corporate Travel er et af dem, der sælger status til en række loyalitetsprogrammer.
Firmaet er baseret i USA og 137 kunder har givet det 5 stjerne på Trustpilot, en enkelt anmelder har “kun” givet 4 stjerner. Det giver et gennemsnit på 4.9 hos Trustpilot. Jeg skal for en god ordens skyld tilføje, at en del af stjernerne på Trustpilot kommer fra folk, der kun har anmeldt dette firma. Jeg vil ikke gå så langt, at jeg vil kaldet det fup (det har andre til gengæld gjort i nogle diskussionsgrupper).
Men jeg er ikke imponeret over Trustpilots vurdering af et firma, der udelukkende har fået 5 (og 4 stjerner) af en relativt lille skare, der stort set ikke har vurderet andre virksomheder.

Cobalt Corporate Travel skriver på deres hjemmeside, at mange virksomheder køber guldkort eller anden status til deres medarbejdere fra rejsebureauer (som igen køber status hos flyselskaber, hoteller og biludlejningsfirmaer). Det er denne måde, Cobalt Corporate Travel skaffer deres produkter. Men langt de fleste loyalitetsprogrammer tillader ikke, at du på den måde handler med status. Og konsekvensen er, at du smides ud af programmet, når det opdages.
Det er meget udbredt i USA, at loyalitetsprogrammer har aftaler med kreditkortselskaber: Få et kreditkort, der koster kassen – og så følger der er guldkort med. Men konsekvensen er også, at guldkort har mistet deres værdi, når stort set alle har kortet. De er med andre ord stort set blevet ubrugelige. Eksempelvis kan mange hoteller under Marriott Bonvoy ikke give opgraderinger til indehavere af guldkort. Ej heller tidligere check-ind eller senere check-ud. Det er realiteten, når alt for mange gæster har guldkort.
Produkter og pris
Jeg var inde og kikke på de statusniveauer, som Cobalt Corporate Travel sælger. Det bliver her meget tydeligt, at virksomheden er baseret i USA, for de fleste produkter er fra amerikanske virksomheder
Her er en liste over udvalgte produkter. Den samlede liste finder du på firmaets hjemmeside.
Flyselskaber:
- 2.620 kr for American Airlines Platinum Pro (oneworld Emerald), gyldigt i 4 måneder
- 3.277 kr for American Airlines Executive Platinum (oneworld Emerald), gyldigt i 4 måneder
- 1.964 kr for Turkish Airlines Elite (Star Alliance Gold), gyldigt i 4 måneder
- 9.186 kr for Turkish Airlines Elite (Star Alliance Gold), gyldigt i 2 år
- 1.832 kr for United Premier Gold (Star Alliance Gold), gyldigt i 4 måneder
Der er ingen flyselskaber fra Sky Team på listen. I nogle af diskussiongrupperne på nettet har andre brugere nævnt, at der er et sammenfald mellem de selskaber, hvor man kan købe 4 måneders status og selskaber, der tilbyder statusmatch for en periode på 4 måneder. Vel at mærke en 4 måneders periode, hvor du skal gennemføre et vist antal flyvninger med selskabet for at opretholde status.

Hoteller:
Det er også muligt at købe status hos en række hoteller, eksempelvis:
- 1.635 kr for Hilton Honors Gold. Gyldigt til 1. april 2027
- 5.903 kr for Hilton Honors Diamond. Gyldigt til 1. april 2027
- 1.307 kr for Marriott Bonvoy Gold Elite. Gyldigt til 1. marts 2027
- 6.560 kr for Marriott Bonvoy Platinum Elite. Gyldigt til 1. marts 2027
Jeg vil ikke gentage mine kritiske kommentarer fra det tidligere afsnit med status hos flyselskaber.
Biludlejning:
Det er også muligt at købe status hos firmaer, der udlejer biler.
- 782 kr for Avis President’s Club, gyldigt i et år
- 782 kr for Enterprise Platinum Status gyldigt til 31. marts 2027
- 782 kr for Hertz President’s Circle gyldigt i et år.
Det er muligt at spørge om priser på status hos selskaber, der ikke fremgår af listen på hjemmesiden.
Før du køber:
Du bør under alle omstændigheder overveje, om det er risikoen værd. For køb og salg af status er ikke tilladt i loyalitetsprogrammerne. Og bliver det opdaget, så slettes din konto og du mister alle point.
Når du kan købe status, kan du sikkert også få et statusmatch uden at bevæge dig ud i en gråzone. Derfor bør du altid undersøge, om du kan få den ønskede status gratis gennem Status Match hos selskaberne. For så er du sikker på, at du ikke overtræder reglerne. Og der er heller ingen grund til at købe noget, du kan få gratis. Eksempelvis tilbyder Best Western at matche din status i et andet hotel program. Læs mere her. Samarbejdet mellem SAS og Scandic Hotels gør, at du kan matche din EuroBonus status til et niveau i Scandic Friends. Læs mere her. Det er også muligt at få et højere loyalitets niveau hos biludlejningsfirmaet Avis, når du har sølv, guld eller diamant kort i EuroBonus. Læs mere her. Vi skrev for kort tid siden, hvordan Kenya Airways tilbyder statusmatch, så du får et guldkort i Sky Team (Sky Tea Elite Plus). Genlæs artiklen her.
Vi vil klart anbefale, at du laver statusmatch direkte hos flyselskabet eller hotelkæden. Dels er det gratis (bortset fra det aktuelle tilbud fra Kenya Airways). Og dels er du sikker på, at du ikke overtræder loyalitetsprogrammernes regler.
Andre udbydere
Det canadiske firma Loyalty World Shop tilbyder en lignende service. Firmaet har også en fin vurdering på Trustpilot og sælger mange flere “produkter” end Cobalt Corporate Travel. Men jeg får ikke samme positive indtryk, når jeg har kikket på hjemmesiden. Den har et meget simpelt layout (og er faktisk ikke tiltalende at kikke på).
Og så er oplysningerne slet ikke opdateret. Eksempelvis sælger firmaet “Club Carlson Radisson Rewards Premium Status”. Og det oplyses, at gyldigheden er “thru 03/2025”. Til denne beskrivelse vil jeg umiddelbart sige:
- Club Carlson var det tidligere navn på loyalitetsprogrammet, der ændrede navn til Radisson Rewards in 2018
- Når gyldigheden udløber i marts 2025, så får man jo ikke megen fornøjelse af det køb.
Endelig er “Premium” status let at optjene i programmet. du får det efter 3 ophold eller 5 overnatninger. Så den væsentligste fordel er, at du får flere point (27 pr. dollar brugt – mod 8 på basis niveau). Men dette niveau giver ikke gratis morgenmad. Så er det værd at betale 59 canadiske dollar (knap 290 kroner) for det? Og så oven i købet overtræde loyalitetsprogrammets regler.
Konklusion
Mange tror på alle gode tilbud, vi finder på internettet og får i vores mailbox. Også dem, der lyder for godt til at være sandt. Skulle du være en af de personer, der tror på det gode i mennesker, har jeg et godt råd til dig: Hvis du vil købe dig til status, kan du helt sikkert betale med en meget lille del af det beløb, du lige har arvet efter din mega rige ukendte onkel i USA. Men gør det først, når advokaten har overført arven til din bankkonto. Så er du helt sikker på, du ikke kommer på kant med loyalitetsprogrammets regler.
Men indtil det sker, skulle du måske undersøge muligheden for at lave et statusmatch direkte hos flyselskabet eller hotelkæde.






