Anmeldelse: Shangri-La's Rasa Sentosa Resort i Singapore
Når man siger Singapore, så tænker de fleste nok på storbyferie og højhushoteller. Men det er faktisk muligt at opleve en resortferie direkte på stranden i Singapore. Vi har besøgt Shangri-La’s Rasa Sentosa Resort, som ligger på egen strand på Sentosa Island. Her er noget for enhver smag. Kom med indenfor.
På en rejse til Singapore for ikke så længe siden, hvor vi bl.a. testede Singapore Airlines nye First Class produkt fra København og deres konkurrencedygtige Premium Economy Class på returrejsen, så fik vi også muligheden for at teste et par interessante hoteller. Vi starter med en hoteloplevelse, som mange nok ikke forventer man kan finde i en storby, som Singapore. Nemlig et resorthotel – direkte på stranden.
Shangri-La har to hoteller under eget navn i Singapore. Det lækre Shangri-La Hotel, som ligger i byen samt Shangri-La’s Rasa Sentosa Resort, som ligger Sentosa Island lige ved stranden. Det er sidstnævnte vi her har besøgt.
Sentosa Island ligger ikke langt fra centrum – vi tog en taxa og kørte fra Orchard Road til hotellet på 15-20 minutter. Sentosa Island er et rigtigt ferieresortområde. Her ligger også Universal Studios, Adventure Cove Waterpark, Madam Tussauds og meget mere. Her er noget for hele familien. Desuden er der gode muligheder for at spise, drikke og shoppe på øen. Centrum af Singapore ligger kun en kort og billig taxatur borte.
Første indtryk
Vi ankom til Shangri La’s Rasa Sentosa Resort en søndag lidt før check-in tid, men vi blev straks taget venligt imod og fik udleveret værelsesnøglen til et værelse på en af de øverste etager med en fantastisk udsigt over poolområdet og havet, hvor man kunne se de mange fragtskibe ligger og vente på at komme i havn.

I receptionsområdet stod Aunty Lam og gav is væk til børn i alle aldre. En rigtig hyggelig gestus, som hotellet praktiserer hver eftermiddag – til stor glæde for både store og små.

Efter en kort rundtur på hotellet og en fantastisk seafood frokost (som vi vender tilbage til senere), så gik turen mod værelset. Her havde personalet allerede leveret vores bagage.




Det første, som mødte mig på værelset var min bagage, som personalet allerede havde stillet fint på plads og hængt min jakke på en bøjle i skabet samt skrevet en lille seddel, som fortalte mig hvor jeg fandt jakken. Flot service.
Der stod også en rigtig flot velkomstgave på rummet i form af en frugtskål, kager, hjemmelavede chokolader og en tallerken med macarons. Sammen med velkomstgaven var også et brev, som bød mig velkommen på hotellet. Absolut en god start på et alt for kort ophold.














Hotellet byder på flere restauranter og barer og ikke mindst en ganske overdådig morgenbuffet.
Om morgenen er der stort set alt du kan tænke dig at vælge imellem. Sjældent har jeg set så stor og lækker en morgenbuffet med så varieret et udvalg.










Her var der virkeligt tale om en yderst velassorteret buffet. Er du til seafood, så er det et must at du bestiller bord her, hvis du opholder dig på hotellet om søndagen.












For børn
Shangri La’s Rasa Sentosa Resort byder på rigtigt meget for hele familien. Ikke nok med det attraktive poolområdet, så har børnene også sin egen klub, hvor der er hotelpersonale til at underholde dem.




Mens børnene opholder sig i børneklubben, så kan de voksne få lidt tid til sig selv. Det kan f.eks. ske i hotellets Spa Afdeling, som virker rigtigt indbydende. Her tilbydes et stort udvalg af behandlinger, som passer til enhver smag. Desværre havde jeg ikke tid til at prøve Spa’en denne gang, men fik da lov at kigge indenfor. Prisen er som man normalt finder på større hoteller. Altså i den lidt dyrere ende. Men der var flere tilbud, som gjorde at man kunne opnå en rimelig rabat og dermed lidt mere spiselige priser.





Check ud dagen efter foregik enkelt og let – helt uden kø.
Indtrykket af hotellet var meget positivt og jeg har helt klart planer om at vende tilbage med familien på et senere tidspunkt.
Priserne på hotellet svinger meget. I visse travle perioder og weekender kan det være ganske dyrt og det er ikke unormalt at et værelse koster over kr. 3.000,- pr. nat. Men er du lidt fleksibelt, så kan du sagtens finde priser på omkring kr. 1.500,- pr. nat, som må siges at være absolut rimeligt for dette hotel.
Fordele:
+ Adgang til strand
+ Stort poolområde
+ Fantastisk udsigt
+ Meget børnevenligt
+ Virkelig lækker seafoodbuffet
Ulemper:
+ Mange børnefamilier
+ Dyrt i visse perioder
Alle fotos: Flemming Poulsen
FinalCall.travel var inviteret af Shangri-La