EU støtter flere højhastighedstog
Europa-Kommissionen har en omfattende plan for at fremskynde udviklingen af højhastighedstog i hele EU. Med denne plan vil man tilbyde passagererne betydeligt kortere rejsetider. Med hurtige, komfortable, sikre og pålidelige jernbanetjenester understøtter planen EU’s dobbelte mål om at blive CO2-neutral inden 2050 og styrke Europas globale konkurrenceevne.
Vi har tidligere skrevet om de nye direkte togforbindelser mellem København og Hamborg, København og Prag samt den nye forbindelse mellem Oslo og Berlin. Det er alt sammen eksempler på nye direkte forbindelser med højhastighedstog, der kører over grænserne. Det er sådanne forbindelser, som EU gerne vil fremme.
Planerne ses tydeligt i dette Europa kort, hvor højhastighedstogene fra Tyskland til København vil køre via den nye Femern forbindelse.

Planen bygger videre på det transeuropæiske transportnetværk (TEN-T) og sætter ambitionen om at halvere varigheden af mange populære togrejser i Europa i forhold til i dag. For eksempel vil passagerer i 2030 kunne rejse fra Berlin til København på fire timer i stedet for syv. I 2035 vil Sofia og Athen kun ligge seks timer fra hinanden med tog. Nye forbindelser over grænserne er planlagt for de 3 baltiske lande (Estland, Letland og Litauen) og Polen. Og en ny forbindelse vil gøre det muligt for passagerer at rejse fra Paris til Lissabon via Madrid.
De 4 indsatsområder
Planen sigter mod at levere et velfungerende og hurtigere højhastighedstognetværk inden 2040. Planen bygger på fire indsatsområder:
1. Fremskynde investeringer og harmonisere et reelt europæisk jernbanenetværk for højhastighedstog.
- Fjernelse af grænseoverskridende flaskehalse ved forpligtende tidsfrister, der skal fastsættes inden 2027. Desuden identifikation af muligheder for højere hastigheder, herunder langt over 250 km/t, når det er økonomisk rentabelt.
- En dedikeret EU-finansieringsstrategi vil blive udarbejdet i den nærmeste fremtid. Den skal understøttes af en strategisk dialog med medlemsstater, industri og finansielle aktører. Målet er at forbedre koordineringen af finansieringskilder og private investeringer. Desuden skal det styrke EU’s finansiering af højhastighedstogprojekter og sikre færdiggørelsen af TEN-T-netværket inden 2040. Den strategiske dialog vil kulminere i en højhastighedstogaftale, en multilateral forpligtelse til at mobilisere de nødvendige investeringer til prioriterede projekter.
2. En attraktivt og konkurrencedygtigt ramme
- Lovgivning vil støtte udviklingen af et brugtmarked for rullende materiel. Kommissionen vil i 2027 foreslå foranstaltninger til at forbyde konkurrencebegrænsende ophugning af fungerende og sikkert rullende materiel og til at etablere gennemsigtige betingelser for videresalg og drift heraf i alle medlemsstater.
- Forbedre grænseoverskridende togbilletterings- og bookingsystemer, hvilket gør det lettere for passagerer at planlægge og købe problemfri grænseoverskridende rejser med bedre adgang til beskyttelse af passagerrettigheder, når de bruger flere operatører.
- Fjerne adgangsbarrierer for nye højhastighedsoperatører. Bedre koordinering af sporkapacitet, fair sporadgangsafgifter og ikke-diskriminerende adgang til servicefaciliteter. Det vil gøre det lettere for nye virksomheder at tilbyde højhastighedstogtjenester, hvilket vil øge konkurrencen.
3. Støtte en stærk, innovativ og harmoniseret europæisk jernbanesektor.
- Støtte forskningsprojekter til udviklingen af næste generations rullende materiel til højhastighedstog. Den vil specielt finansiere forskning og innovation for at overvinde tekniske barrierer, der i øjeblikket forhindrer individuelle højhastighedstog i at fungere problemfrit i hele Europa.
- Forenkle EU-reglerne for lokomotivførercertificering og gøre det lettere for lokomotivførere at udføre grænseoverskridende tjenester.
- Forbedre det europæiske ERTMS (European Rail Traffic Management System, der er et fælleseuropæisk digitalt system til styring og kommunikation for tog.
4. Styrkelse af forvaltningen på EU-niveau for at koordinere og realisere visionen.
- For bedre at koordinere udnyttelsen af jernbaneinfrastrukturkapacitet vil infrastrukturforvaltere have beføjelse og være juridisk forpligtet til at samarbejde om at levere forudsigelig og attraktiv grænseoverskridende kapacitet til langdistancetjenester i overensstemmelse med den foreslåede forordning om udnyttelse af jernbaneinfrastrukturkapacitet.
- Hindringer for etablering af nye tjenester mellem nøglebyer vil blive drøftet og behandlet i rundbordssamtaler med interessenter, og fremskridtene hen imod de identificerede løsninger vil blive overvåget af de europæiske TEN-T-koordinatorer.
- Kommissionen vil overvåge fremskridtene inden for højhastighedstog.
- Mandatet for Den Europæiske Unions Jernbaneagentur vil også blive revideret i 2026, hvilket vil gøre det muligt for agenturet at fjerne overflødige nationale regler og udstede tilladelser og certificeringer mere effektivt og dermed støtte implementeringen af innovation.
Ambitionerne giver tættere samarbejde
Udover at reducere rejsetiderne vil planen mindske trafikpropper, øge kapaciteten på konventionelle linjer og forbedre tjenesterne for regionale tog og nattog. Den vil også styrke Europas sikkerhed ved at fremme hurtig transport af tropper og militært udstyr sammen med civil fragt.
Kommissær for bæredygtig transport og turisme, Apostolos Tzitzikostas, udtaler: “Højhastighedstog handler ikke kun om at reducere rejsetiden – det handler om at forene europæere, styrke vores økonomi og føre an i det globale kapløb om bæredygtig transport. Med dagens plan omsætter vi ambitioner til handling: vi nedbryder barrierer, mobiliserer investeringer i moderne infrastruktur og gør grænseoverskridende jernbaner til rygraden i et CO2-neutralt, konkurrencedygtigt og sikkert Europa. Borgere i hele Unionen vil drage fordel af hurtigere, sikrere og mere overkommelige rejser, der bringer Europa tættere sammen.“
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Europa Kommissionen.






