Dette er første artikel i vores kommende serie om “Har frequent travelers mistet deres status?”. Følg med i den kommende tid på FinalCall.travel og læs kommende artikler i denne serie.
Nye tider?
For 20 år siden vidste man næsten med det samme, hvem den erfarne forretningsrejsende var.
Det var personen, der stod forrest i boardingkøen. Havde loungeadgang. Blev opgraderet en gang imellem. Kendte kabinepersonalet på navn og havde bagagen på båndet, før de fleste andre var kommet gennem paskontrollen.
Status var noget, man fløj sig til.
I dag er det ikke nødvendigvis tilfældet.
Mange af de fordele, som tidligere var forbeholdt de mest loyale kunder, kan nu købes gennem et kreditkort, et premium-abonnement eller en anden betalingsløsning. Loungeadgang, fast track og prioriteret boarding er ikke længere noget, der nødvendigvis fortæller, hvor meget du flyver.
Det fortæller måske bare, hvilket kort du har i pungen.
Er det et problem?
Ikke nødvendigvis.
Fra flyselskabernes og lufthavnenes side giver det god mening. Lounges og ekstra services er blevet en forretning i sig selv. Hvor de tidligere var en omkostning ved at belønne loyale kunder, er de i dag også en indtægtskilde. Det er svært at være imod en forretningsmodel, der både giver flere kunder adgang og skaber ekstra omsætning.
Men udviklingen rejser et interessant spørgsmål.
Hvad betyder elitestatus egentlig i dag?
Hvis næsten alle kan købe sig til de samme fordele, bliver de automatisk mindre eksklusive. Det mærkes allerede mange steder. Lounges er oftere fyldte. Fast Track er ikke altid specielt hurtigt længere. Prioriteret boarding kan nogle steder føles som om, halvdelen af flyet har ret til at gå ombord først.
Når flere får de samme privilegier, bliver værdien for den enkelte naturligvis mindre.
Det er egentlig ganske logisk.
Det er heller ikke kun på jorden, udviklingen kan mærkes.
For mange loyalitetsprogrammer er det samtidig blevet sværere at opnå den højeste status. Kravene er steget, og flere programmer belønner nu omsætning frem for antallet af flyvninger. Paradoksalt nok oplever de mest aktive rejsende derfor, at de både skal flyve mere for at opnå status, samtidig med at flere af fordelene bliver mindre unikke.
Man kan spørge sig selv, om status stadig er en belønning for loyalitet.
Eller om den i højere grad er blevet et produkt, der kan sælges.
Det betyder ikke, at udviklingen er forkert.
Mange mennesker rejser kun få gange om året, men sætter stor pris på en lounge eller en hurtigere tur gennem sikkerhedskontrollen. Hvorfor skulle de ikke have mulighed for at betale for det?
Problemet opstår først, hvis flyselskaberne glemmer dem, der var årsagen til, at fordelene eksisterer.
For loungerne blev ikke bygget for ferierejsende.
Fast Track blev ikke opfundet for dem, der flyver én gang om året.
Prioriteret boarding blev ikke skabt for at sælge kreditkort.
De blev skabt for at belønne de kunder, som valgte det samme flyselskab igen og igen.
Den balance er blevet vanskeligere at finde.
For flyselskaberne ønsker naturligvis både at belønne deres mest værdifulde kunder og samtidig tjene penge på de samme produkter. Begge dele er forståelige.
Men hvis alle kan købe sig til fordelene, bliver det også sværere at få de mest loyale rejsende til at føle sig særlige.
Og måske er det netop følelsen, der er den største værdi.
Ikke gratis kaffe.
Ikke et lidt bedre sæde.
Ikke endnu en lounge.
Men oplevelsen af, at mange års loyalitet faktisk bliver værdsat.
