Generation Z betaler selv for mere komfort på forretningsrejser
Den yngste generation på arbejdsmarkedet vil ikke affinde sig med en restriktiv rejsepolitik. Hvis de ikke er tilfredse med den firmarejse, de bliver tilbudt, betaler de gerne af egen lomme for at rejse bedre.
Generation Z gider ikke at sidde og surmule, når firmaets rejsepolitik er for restriktiv. Kan de ikke få den komfort og fleksibilitet, de gerne vil have, betaler de selv for at opgradere firmarejsen. Det viser en ny undersøgelse fra SAP Concur, der leverer software til rejseadministration.
Generation Z stiller krav til komfort og fleksibilitet
Generation Z er digitalt indfødte. De er vokset op med internettet og sociale medier. De er typisk født i perioden 1995 – 2012 og derfor lige kommet ind på arbejdsmarkedet. De er stadig så unge, at de ikke kan påvirke firmaets restriktive rejsepolitik. Men så betaler de gerne selv, for den service og fleksibilitet, firmaet ikke vil betale for.
For medarbejdere fra den yngste generation på arbejdsmarkedet stiller markant højere krav til komfort og fleksibilitet, når de er på forretningsrejse. Og hvis virksomheden ikke dækker opgraderingerne, tager de selv pengepungen op af lommen.
Det viser nye tal fra SAP Concurs årlige Global Business Travel Survey. Her svarer hele 93 pct. af alle Generation Z-rejsende, at de er villige til at bruge egne midler på at opgradere deres firmarejse. Det kan være alt fra bedre hoteller og ekstra hotelnætter til opgraderede flysæder – noget kun 62 pct. af de ældre baby boomers (født mellem 1946 og 1964) og 74 pct. af generation X (født mellem 1965 og 1980) er villige til.
“Generation Z accepterer ikke middelmådige rejsevilkår. De ser højere komfort og fleksibilitet som en investering i både arbejdseffektivitet og velvære, og de er villige til selv at tage ansvar, hvis virksomhedens politik ikke matcher deres forventninger,” siger Jesper Plesner, nordisk direktør i SAP Concur.
Bæredygtighed og komfort er to sider af samme sag
For generation Z handler det ikke om luksus for luksussens skyld. Det handler om at rejse på en måde, der er mere komfortabel, og som matcher deres værdier.
Undersøgelsen viser, at 1 ud af 3 (34 pct.) af de danske generation Z’er er villige til selv at betale mere for komfortable overnatninger, mens 33 pct. betaler for en ekstra hotelnat for at undgå stressende og udmattende rejsedage. 1 ud af 5 (22 pct.) vælger at opgradere deres flysæde for en mere behagelig rejse, hvis virksomheden ikke dækker det.
Men det stopper ikke ved komfort: 22 pct. af generation Z betaler også ekstra for mere bæredygtige rejsemuligheder, ligesom 21 pct. vælger dyrere rejseruter uden mellemlandinger. Derudover prioriterer 1 ud af 4 (25 pct.) at holde sig til deres foretrukne hoteller og flyselskaber, også selvom det ikke er den billigste løsning.
“Generation Z ser komfort og bæredygtighed som en naturlig del af en arbejdsrejse – ikke som luksus. Når de vælger at betale af egen lomme, handler det om at skabe en rejseoplevelse, der giver mening for dem både professionelt og personligt. Det er en tydelig påmindelse til virksomheder om, at rejsepolitikken i højere grad skal afspejle medarbejdernes behov og værdier,” siger Jesper Plesner.
Det er med andre ord muligt for hoteller og flyselskabers loyalitetsprogrammer at påvirke de rejsende til at vælge løsninger, der ligger udenfor mulighederne i firmaernes rejsepolitik.
De unge betaler, men de sparer også
Selvom de unge er villige til at investere i en bedre rejseoplevelse, er de ikke ukritiske forbrugere. 92 pct. af alle adspurgte generation Z’ere tager aktive skridt for at få rejsebudgettet til at række længere blandt andet ved at spise billigere måltider, udnytte bonusprogrammer og købe snacks og drikkevarer billigt ude i byen og eventuelt tage denne forplejning med på hotellet.
Her spiller også de såkaldte per diems, de daglige rejsepenge til måltider og småudgifter, en vigtig rolle. Mange unge rejsende strækker midlerne så langt som muligt, så de både kan holde sig inden for rammerne og samtidig frigøre penge til de ting, der betyder mest for dem.
“Generatioin Z er paradoksalt nok både de mest kræsne og de mest kreative, når det kommer til rejser. De forstår at optimere deres per diems og spare på de små ting, så de kan prioritere det, der virkelig giver værdi. Det er en helt ny måde at tænke rejseøkonomi på,” siger Jesper Plesner.
Egenbetaling stiller krav til firmaet
Det lyder meget enkelt, at medarbejderne selv betaler for bedre komfort. Men det er ikke altid så simpelt at gennemføre i praksis.
Lad os starte med flybilletterne. Dér ligger ofte nogle meget klare retningslinjer i firmaets rejsepolitik, som skal følges, Større firmaer har typisk en rejseafdeling eller bruger et rejsebureau, der sikrer, at politikken overholdes. Det er ikke sikkert, at rejseafdelingen eller rejsebureauet kan eller vil håndtere en delvis egenbetaling fra medarbejderne.
Dertil kommer, at mange firmaer har aftaler med flyselskaber og hoteller, hvor firmaet har garanteret en vis omsætning. Hvis medarbejderne begynder at vælge andre løsninger, kan det påvirke firmaets muligheder for at indgå- og opfylde sådanne aftaler.
Jeg har også tit oplevet, at vi er flere personer, der rejser sammen. Her begynder det også at blive svært at få logistikken til at falde på plads, når ikke alle i gruppen rejser med samme fly og bor på samme hotel. Det kan være praktiske forhold som at arrangere fælles transport til/fra lufthavnen og hotellet. Men det kan også blive sværere at mødes om aftenen til fælles aftensmad på hotellet eller en øl i lobbybaren, hvis gruppen bor forskellige steder.
Dertil kan komme problemet med rejseforsikring (en del private rejseforsikringer dækker ikke kombinerede forretnings- og fritidsrejser), Der kan også opstå problemer med de skattefrie time-/dagpenge (eller diæter, som de også hedder). For når man lægge et par ekstra dage oven i firmarejsen, skal der naturligvis ikke betales skattefri rejsegodtgørelse for de private dage. Og hvordan er det så lige, de skal beregnes, når der er private rejsedage i forlængelse af forretningsrejsen.
Endelig har jeg også mødt virksomheder, der slet ikke tillader medarbejderne at afvige fra rejsepolitikken – heller ikke, når det sker for egen regning.
Om undersøgelsen: SAP Concur Global Business Travel Survey 2025 blev gennemført af Wakefield Research i perioden 30. april til 12. maj 2025 blandt 3.750 forretningsrejsende i 24 markeder – herunder Danmark. Undersøgelsen belyser forskelle i rejseadfærd, prioriteter og værdier på tværs af generationer.
Derudover blev 700 rejseansvarlige interviewet på tværs af 7 markeder og 600 CFO’er i 6 markeder.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra SAP Concur.






