Mindre benplads i Norwegians nye Premium Class kabiner
Norwegian fortsætter med at øge antallet af ruter og passagerer samt ikke mindst antallet af fly i flåden. I sidste uge meldte de ud, at de kommende 20 Boeing 787-900 fly ville få større Premium Class kabiner. Men det kommer med en pris for passagererne.
I sidste uge udsendte Norwegian en pressemeddelelse, hvor de gjorde status over hvad 2018 kommer til at byde på for lavprisselskabet.
Her kunne de bl.a. afsløre, at de i løbet af 2018 vil begynde at tilbyde WiFi på deres langruter ligesom de også løftede sløret for at de kommende 20 Boeing 787-900 fly, som skal leveres, vil blive udstyret med større Premium Class kabiner end de har i dag.
Totalt bliver der tale om 60% flere sæder i denne klasse end Norwegian i dag har i samme flytype. I den nye konfiguration, så vil der være hele 56 Premium Class sæder.
Men det kommer med en pris. For selvom stolen er den samme som i dag, så er benpladsen ikke.
Ifølge ThePointsGuy.com, så vil afstanden mellem sæderne (den såkaldte “pitch”) nemlig blive formindsket fra 46 tommer i dag til 43 tommer i den nye Premium Class kabine. Der vil altså blive tale om at passagererne får 3 tommer – eller små 8 centimer – mindre benplads end de har i den kabine vi kender i dag.
Norwegian markedsfører dog selv Premium Class med 55 tommer – eller hele 140 cm – benplads på deres hjemmeside.

De nye Boeing 787-900 Dreamliner fly, som vil være udstyret med den nye – og større Premium Class kabine – vil blive leveret til Norwegian fra februar 2018 og fremover. Der vil indtil videre være tale om 20 fly, hvor 10 af dem skulle flyve på ruter ud af London Gatwick.


