Test: FlyScoot Biz fra Bangkok til Singapore

Lavprisselskaberne har også gjort sit indtog i Asien og flere af de klassiske fuldserviceselskaber har også deres egne lavprisselskaber for at dække alle passagerernes behov. FlyScoot flyver både korte og lange distancer og har i skrivende stund kun én rute til Europa. Den går til Athen, men der er planer om at starte en ny rute op fra deres hjemmebase i Singapore til Berlin. Vi har testet dem på en to timers tur fra Bangkok til Singapore med en Boeing 787 Dreamliner.
Vi gør opmærksom på at FinalCall.travel var inviteret af FlyScoot på denne rejse, men har ikke modtaget noget vederlag for artiklen. Alle meninger og holdninger er 100% journalistens egne
Hvad mener flyselskabet så selv man kan forvente af dem? De beskriver det sådan her:
We are an airline for the young, the young-at-heart and the value-seeking. People who remember that travel is all about spontaneous discovery, connections and fresh experiences. Simply put, people with Scootitude.
Så lad os se hvordan de leverer produktet?
Check-in

Det var lidt som at tage et skridt tilbage i tiden da jeg ankom til den tidligere hovedlufthavn i Bangkok, Don Muang. Jeg forventede lidt “den himmelske freds plads” da jeg blot vidste at der var nogle få lavprisselskaber, som opererede fra denne lufthavn. Men her kom jeg altså til et mylder af mennesker.

Jeg fandt frem til FlyScoots check-in område og her var der heldigvis ikke så meget kø. FlyScoot tilbyder en premium klasse, som de kalder for ScootBiz – udover deres normale Economy Class. Der var adskilt check-in for ScootBiz. Det skal dog siges at det kun er på deres Dreamliner-flåde at de har tilbuddet om ScootBiz og dagens afgang var netop med en Dreamliner. Den mellemlandede på Don Muang på vej fra Tokyo til Singapore.

Check-in gik enkelt – efter at en større familie fra Singapore omsider havde fået checket deres 6 børn og 12 kufferter ind. Det var lidt specielt ved check-in at de ikke sendte bagagen videre bag skranken, men man måtte tage den af vægten igen og bære den hen til en scanner og vente der til den blev godkendt før man kunne fortsætte rejsen.
Det gik heldigvis fint og der fra gik vejen til paskontrollen. Selvom man flyver ScootBiz er der ingen fordele i forhold til Fast Track i paskontrollen eller tilbud om lounge i lufthavnen.
Da jeg kom igennem porten til køen i paskontrollen blev jeg mødt af et lille skilt, hvor der stod “45 minutters ventetid fra dette punkt”. O joy! Tydeligt at man har fået fine vaner efter bare at have rejst i Business Class udenfor Europa de seneste 15 år. Men dette fik virkeligt minder tilbage om Don Muang da man fløj SAS Business og der heller ikke var noget som hed Fast Track. Så stod man her i køen og ledte efter et gratis wifi-netværk. Jeg fandt tre, men efter at de to første ikke virkede, så var det en glæde at det lykkedes at få adgang på det sidste. Nu gik det faktisk nok lidt hurtigere end de 45 minutter, men det er uanset ganske kedeligt at stå i kø.

Vel igennem paskontrollen så var der sikkerhedskontrol. Her var til gengæld ingen kø da folk kom i små ryk fra paskontrollen.
Vel igennem var jeg inde i selve terminalen. Her var der både masser af butikker og serveringssteder – og et menneskemylder.
Jeg havde forventet en stille og næsten folketom lufthavn, men her tog jeg virkeligt fejl. Der var virkeligt mange rejseklare mennesker. Det første der mødte mig var en enorm kø på sikkert 100 meter med rejsende som alle skulle have momsrefusion. Jeg skulle godt nok have mange hundrede kroner tilbage, hvis jeg skulle stille mig op i den kø.

Efter køen var der nogle lounger man kunne købe sig ind i. Der var flere hvor Priority Pass gav adgang, hvilket jeg dog ikke har. Jeg fandt en hvor jeg kunne købe mig ind for 1.200 bath (ca. 250 kroner). Da jeg bare havde en time inden flyet gik, så besluttede jeg mig for ikke at bruge penge på det. I stedet fandt jeg mig en restaurant med vindue mod flyene, som serverede en god thai curry menu. Jeg fik det sidste ledige bord og fik bestilt en Thai Massaman Curry. Sulten som jeg var og usikker på hvad flyveturen ville byde på.

Menuen var god og overskuelig med billeder af alle retterne. Så for 300 bath fik jeg mig en fin ret med en flaske boblevand til. Soda kaldes det i Thailand. Så her sparede jeg en del penge.
Med omkring 40 minutter igen til afgang begav jeg mig mod gate 26. Der var ikke specielt langt at gå  og det fine var at den lå næsten yderst i terminalen. Derude er der store vinduer og flot udsigt mod startbanen.

Det mest specielle ved Don Muang er at der er en golfbane mellem de to startbaner og på den anden side ligger den militære del af lufthavnen.

Ombordstigning
Jeg blev lidt optaget af udsigten, så boarding var allerede igang da jeg kom til gate 26. Der var ikke markeret med priority boarding, så jeg stillede mig op i køen og det tog ikke lang tid at komme igennem.

Boarding gik meget smidigt. Der var bare nogle få folk foran mig i køen. Det skulle vise sig at flyet ikke var fyldt. Måske mere halvfyldt og så er boarding jo altid ganske effektiv.
På vej ned i “broen” fik man et bedre udsyn til Dreamlineren.

Dreamlineren er et imponerende syn, synes jeg. For mig var dette et nyt flyselskab og første gang på en Boeing 787-Dreamliner.
Vel inde i flyet viste jeg mit boardingkort og blev bedt om at gå til venstre til ScootBiz kabinen.
Dem som måtte gå til højre fik dette syn af Economy Class kabinen.

Selv om det hedder ScootBiz, skal vi allerede nu slå fast at det ikke drejer sig om nogen Business Class. Snarere er det nok bedre at sammenligne produktet med en Premium Economy eller Norwegians Premium på langruterne.
På jorden er den primære fordel at man for adskilt check-in. Her er der hverken priority i pas- eller sikkerhedskontrol eller invitation til lounge. Men vær også klar over at FlyScoot er et lavprisselskab på niveau med Norwegian.

Sæderne er opsat i 2-3-2 formation i flyet. Sædet kan lægges tilbage, som man ville forvente i en Premium Economy Class og ikke som Business Class.

Sæderne var behagelige at sidde i. Det var dog ikke i nærheden af et Business Class sæde, men det meget venlige og hyggelige personale omtalte da også sædet som deres “Premium Economy Cabin”, så de gjorde ingen forsøg på at omtale det som Business Class – bortset fra den officielle betegnelse “ScootBiz”, som jeg personligt mener ville have været mere passende at kalde “ScootPremium”.

Fotstøtten kunne foldes ud. Både ryg og fodstøtte er fysiske indstillinger og ikke elektroniske, som man kender det fra nyere Business Class sæder.
Efter ombordstigning, så blev jeg tilbudt lidt at drikke. Dette kom i form af en forsejlet kop med vand.

Man sidder for såvidt fint, men det er på ingen måde i nærheden af en god soveposition, som man kender fra Business Class. Her kan man ikke lægge ryggen særligt langt bagover og fodstøtten er lidt for smal til at man virkeligt får hvilet benene.
Flyveturen
Vi rullede ned over startbanen og da flyet ikke var helt fyldt, så var vi snart i luften.
Det som glædede mig mest var at jeg sad ved vinduet og at der var en fantastisk udsigt ned mod centrum af Bangkok. Stort set flyver jeg ind og ud af Bangkok når der er mørkt ude, så dette var en god oplevelse. Her er nogle billeder af Bangkok set oppefra.

FlyScoot har en imponerende menu. Flyver man ScootBiz får man et måltid og gratis drikke. Udvalget i menukortet er imponerende. Alle passagerer bag i kabinen måtte betale. Om alle retter er tilgængelige på alle flyvninger skal jeg lade være usagt. Flere af retterne var mærket med “for preorder”. Her kan du se hvad menuen kunne byde på:

Der var vist nok mulighed for at forudbestille hvad man gerne ville spise, men det havde jeg ikke benyttet mig af. Derfor fik jeg kun spørgsmål om hvad jeg ville drikke til måltidet. Jeg bestilte en cola zero og ventede spændt på hvad jeg ville få at spise.
Jeg fik ingen valgmuligheder – bare serveret en bakke med mad.

Måltidet bestod af en lille forret med kartoffelsalat og nogle skinkebidder. Den var ikke speciel god og jeg smagte bare lidt på den. Der blev ikke serveret brød til måltidet.
Hovedretten var en smule bedre og svarede til hvad jeg godt kunne forvente at få på Economy Class på en langrute. Måske lidt bedre endda.
Sådan så retten ud uden sølvpapir på toppen.

Selvom det var ganske så tørt, så smagte det fint nok i forhold til hvad jeg havde forventet. Nej, man skal ikke forvente sig et Business Class måltid, men som et måltid på et lavprisselskab, så synes jeg det var godkendt. Ikke noget højdepunkt, men absolut godkendt.
Der var også kiks til dessert fyldt med en god chokolade. Det var egentligt den bedste del af måltidet.
Nu var flyvetiden her ikke mere end et par timer, så i forhold til det var der jo ikke så meget tid til overs efter måltidet var serveret. Jeg bad om en Cola Zero mere, men den måtte jeg betale for. 4 Singapore Dollars – dvs. ca. 20 kroner. Så der var lidt SAS Go over dette. Gratis drikke til måltidet, resten må du betale for.

I de nye Dreamlinere lagde jeg umiddelbart mærke til at vinduerne er større end i andre flytyper. Det er jo i sig selv positivt. Der er også en sjov variant af nedblændingen af vinduerne. Her er der ingen shades, som kan trækkes ned men derimod trykker man på en knap, som har fire forskellige indstillinger af nedblænding. På billedet ser man flere varianter af indstillingerne.
Som du sikkert allerede har set, så er der ikke nogen af sæderne som har indbyggede skærme til underholdningssystemet. Dette er løst på fremtidens måde. Man går ud fra at så og sige alle medbringer en laptop, tablet eller smartphone, hvor man så kan downloade ScootTV-appen, som man kan koble på netværket ombord for at se udvalget af underholdning. Jeg tror absolut dette er fremtiden i luftfarten. Det koster ganske enkelt langt mindre end at installere en skærm i hvert sæde.

Desværre virkede systemet ikke på min flyvning, så jeg fik aldrig testet det. Men en medpassager jeg kom i snak med, som fløj ScootBiz mindst to gange pr. måned mellem Australien, Singapore og Bangkok, roste systemet rigtigt meget. Han var meget positiv overfor værdi for pengene på ScootBiz, hvis man sammenlignede med hvad Business Class koster. Hans rejse mellem Singapore og Australien var på 7 timer, så den ekstra komfort mente han var prisen værd.
Toiletterne ombord var af samme størrelse, som Singapore Airlines har på sine toiletter på Dreamlineren, så dette er nok standard. Der var ikke nogle amenities på toiletterne udover sæbe og papirhåndklæder.

Naturligvis var der rygeforbud på flyet, men jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af denne kombination på toilettet:

Ellers havde de god plads til cateringen:

Det skal også siges at FlyScoot opererer en flåde af både Dreamlinere og mindre fly af typen Airbus A320. For tiden opererer de 16 Dreamlinere fordelt på Boeing 787-8 og 787-9 samt 24 Airbus A320. De mindre fly tilbyder ikke ScootBiz og deres Economy Class har også mindre sædeafstand. For mens Dreamlineren tilbyder 31 tommer sædeafstand, så er der bare 28 tommer på A320. Eller 7,5 cm. mindre. Så her er der en væsentlig forskel. 28 tommer er ikke meget og faktisk under al kritik. Dreamlinerens 31 tommer er derimod ganske fint til at være et lavprisselskab og er det samme som Norwegian og SAS tilbyder på sine billigste pladser.
Ankomst
Flyvetiden var – som nævnt – lige omkring de 2 timer og vi landede i Singapore til tiden. Fordelen med at flyve med FlyScoot er at de lander på terminal 2 og 3, som er samme terminaler, som Singapore Airlines flyver fra, hvis du har videreforbindelse med dem.
Dette var dagen før Donald Trump og Kim Jong Un skulle mødes i Singapore og det var derfor lidt morsomt at se to Nordkoreanske fly af sovjetisk oprindelse stå parkeret hvor vi taxiede forbi. Desværre var der så meget dug på vinduerne at det var umuligt at få et billede af dem.
Vi landede på terminal 2 – meget tæt på terminal 1. Jeg var hurtigt ude af flyet og var umiddelbart efter ved paskontrollen og kunne hente bagagen på båndet bare få minutter efter jeg ankom. Derefter igennem tolden, som ikke var interesserede i at tale med mig. Og det var fint nok for jeg havde intet at skjule.
Prisen for flyrejsen
Som med de allerfleste andre flyselskaber, så varierer priserne en del. Ved et tjek på en flyrejse med FlyScoot i oktober fra Bangkok til Singapore, så ligger priserne på omkring 400 kroner pr. vej i Economy Class og 800,- pr. vej i ScootBiz. Til sammenligning skal Thai Airways have 3.000 kroner per vej for Business Class og Singapore Airlines 4.500,- i Business Class. Hverken Thai eller Singapore sælger deres Economy Class billetter for under 2.000 kroner for en tur/retur. Så der er altså en vis prisforskel her.
Hvis vi ser på priserne fra Berlin til Singapore og retur, så ligger priserne fra omkring 3.000 kroner for en tur/retur på Economy Class og fra ca. 10.000 på ScootBiz. Disse priser kan nok enkelt sammenlignes med hvad f.eks. Norwegian tager for tilsvarende flyruter og efter vores mening er produktet også ganske sammenligneligt.
Opsummering:
Fordele:
+ Udemærkede sæder, hvis man accepterer at det er et Premium Economy produkt
+ Meget god service fra personalet. På højde med Singapore Airlines
+ Fremtidsrettet underholdningssystem
Ulemper:
– Det er lidt misvisende at kalde det ScootBiz. ScootPremium ville være mere dækkende
– Underholdningssystemet virkede ikke på min flyvning
– Maden var ikke meget at råbe hurra for, men bedre end hvad man får på en tilsvarende 2 timers tur i Europa.
– Dårligt at man måtte betale for mere at drikke.
– Ingen fast track eller lounge invitation