Anmeldelse: Business Class med Cathay Pacific fra København til Hong Kong
Det var med store forventninger, at vi har ventet på at Cathay Pacific skulle åbne deres nye direkterute fra København til Hong Kong. Ikke nok med at den giver danskerne en langt mere effektiv rejse til både Hong Kong og mange destinationer i Asien og Australien, så kan flyselskabet også byde passagererne velkommen ombord i en helt ny Airbus A350. Kom med ombord og læs vores anmeldelse af Cathay Pacifics Business Class produkt på denne rute.
Onsdag d. 2. maj 2018 var en stor dag i Københavns Lufthavn. Ikke nok med at den danske hovedstad fik en ny direkte rute til Hong Kong, så kunne der også bydes velkommen til det prisvindende flyselskab, Cathay Pacific, for første gang. Og på toppen af det så indviede lufthavnen en rute, som for første gang blev fløjet med en ny Airbus A350.

Selvom jeg flyver langt mere end de fleste, så har mit rejsemønster – af en eller anden årsag – ikke givet mig mulighed for at prøve Cathay Pacific før nu. På samme tid, så er det også første gang jeg skal teste en Airbus A350. Ihvertfald i luften. Jeg var så heldig at være med til præsentationen af verdens første Airbus A350 da Qatar Airways fik den leveret til Doha, så jeg har set og oplevet flyet, men dog aldrig været så heldig at flyve med det.
Check-in
Check-in åbnede 3 timer før afgang og foregik i Terminal 2 i Københavns Lufthavn, men da jeg kun rejste med håndbagage, så valgte jeg at checke ind online og fik mit boardingpass i Wallet på iPhone.
Som rejsende på Business Class, så kunne jeg ellers have benyttet en af de dedikerede skranker til passagerer på denne klasse eller med status i OneWorld, men uden indtjekket bagage så er det stadig langt mere enkelt at checke ind hjemmefra dagen inden.
Sikkerhedskontrol
Cathay Pacific tilbyder passagerer på Business Class at benytte Københavns Lufthavns fast track i sikkerhedskontrollen. Denne formiddag var der praktisk taget ingen kø her. Faktisk var der ikke en eneste foran mig i køen, så det tog kun 2 minutter at komme igennem. Generelt set er det en stor fordel af kunne benytte fast track og er et tilbud jeg sætter stor pris på.
Lounge
Da denne afgang var den første for Cathay Pacific fra Københavns Lufthavn, så valgte jeg kun at bruge kort tid i loungen. Cathay Pacific tilbyder adgang til den gode og indbydende Eventyr Lounge, som ligger efter paskontrollen. Loungen er efter min mening den bedste lounge i København for tiden og hele loungeoplevelsen er langt bedre end hvad man oplever når man flyver langruter med f.eks. SAS fra København. Ikke nok med at loungen er langt mere indbydende og maden er bedre, så er det et stort plus at den er placeret efter paskontrollen, så man kan blive i loungen længst muligt. At der også er en helt fantastisk udsigt over flyene og lufthavnen er bare endnu et plus – og så er det aldrig helt dårligt at starte dagen med æg og bacon, som denne lounge er den eneste som tilbyder i København.

Boarding
Boardingen til denne afgang var lidt anderledes end man normalt vil opleve på ruten. Da dette var første afgang, så blev den nye rute fejret med taler, snacks og drinks i gaten. Det gjorde naturligvis at der var mange folk i området før gaten, men samtidigt så blev det også ganske festligt at blive sendt afsted på tur med lidt festivitas. Ude ved selve skranken var der kun få folk og god plads til at sidde ned og vente på at boarding startede.




Sædet på Business Class
Cathay Pacific benytter, som nævnt, ganske nye Airbus A350 fly på ruten fra København. I dette tilfælde var flyet kun 1 år gammelt og det kunne man tydeligt se. Selvom der ikke nødvendigvis var fornemmelsen af ny bil, så var kabinen indbydende og frisk.
Flyet er lidt bredere end forgængeren, A330, og det mærkes ombord, hvor kabinen virker lidt mere luftig. Totalt har flyet 280 sæder fordelt med de 38 på Business Class, 28 på Premium Economy og 214 på Economy. På Business Class er stolene fordelt i to kabiner.
Den største kabine er forrest, hvor der er 8 rækker og bag galley er der en mindre med kun 2 rækker sæder.
Cathay Pacific har udstyret flyet med 38 sæder på Business Class, som er opstillet i en såkaldt heeringbone konfiguration. Det betyder at sæderne står lidt skråt i forhold til midtergangen, så man har fødderne inde under bordet i sædet foran. Der er fire sæder i bredden, hvilket også betyder at alle passagerer har direkte adgang til midtergangen.
Vinduesæderne i begge sider er perfekte når man rejser alene og er man på tur med en rejsepartner, så kan man vælge sæderne i midten, så man kan sidde sammen.
Fordelen ved denne konfiguration er at alle sæder er ens og der ikke rigtigt findes dårlige sæder ombord.


Den skæve vinkel man sidder i gør også at man har en fantastisk udsigt. Man sidder i praksis og kigger ud af to vinduer fra sin stol.







Liggekomforten er også langt bedre end den luftmadras SAS har valgt at installere på deres fly. Jeg vil næsten gå så langt at sige, at det her er det mest behagelige Business Class sæde jeg har prøvet at sove i.
Amenity Kit
Cathay Pacific giver et rigtigt flot amenity kit til alle passagerer på Business Class. Her slår de både SAS og Singapore Airlines. Kvaliteten hos Cathay Pacific er langt højere end den noget kedelige og billige hos SAS og da Singapore Airlines har valgt at afskaffe det på Business, så er der ingen konkurrence der.
Her var alt man havde brug for: Sokker, sovemaske, ørepropper, cremer, tandbørste m.v. Og på toppen af det så var selve tasken af en ret flot kvalitet.

Mad og drikke
Kort efter afgang kom kabinepersonalet rundt med drikkevarer og her var der frit valg fra hele vognen. Jeg valgte en af deres signatur cocktails – en Cloud Nine – som bestod af Vodka, Contreau, Sprite og lidt lime. Den blev serveret indbydende og dekoreret med sukkerkant på glasset. Den smagte udemærket, men lidt til den søde side.


Til hovedret kunne man derimod vælge mellem fire retter. De blev alle præsenteret på en lille vogn, så man kunne se dem før man besluttede sig. Det synes jeg er en fin måde at præsentere dem på. Jeg valgte bøffen og blev absolut ikke skuffet.

Jeg havde lidt svært ved at beslutte hvilken af rødvinene jeg ville drikke til, så valgte et kompromis og fik et halvt glas af hver. Begge var aldeles drikkelige vine, men skal jeg vælge en favorit, så må det nok blive den franske.
Efter hovedretten var det blevet tid til dessert. Her var det danske Unika oste, som vi også kender dem fra Singapore Airlines. Hele osteserveringen mindede til forveksling om hvad man får serveret hos ærkerivalen fra Singapore – og det kan kun betragtes som positivt. Tre forskellige oste, som alle var fremragende. En smagfuld kiks til samt lidt druer. Jeg valgte et glas portvin til, som passede perfekt.


Måltidet hos Cathay Pacific var helt sikkert blandt de bedste jeg har fået på Business Class. Både SAS og Singapore Airlines leverer begge solide produkter og jeg vil nok placeret Cathay Pacific næsten på niveau med Singapore Airlines og med SAS et lille trin under. Specielt på hovedretten taber SAS til de to andre. Men generelt set ligger de alle meget tæt i kapløbet om den bedste catering ombord.
Skulle man få lyst til at spise mellem måltiderne, så kunne der bestilles både burger og nudler, men jeg var så stopmæt af hovedmåltidet at det ikke gav mening at bestille noget før morgenmaden blev serveret.
Morgenmaden blev serveret cirka 1 time og 40 minutter før landing i Hong Kong. Her kunne man vælge mellem en vestlig ret med omelet, avocado, tomat m.v. eller to asiatiske retter. Jeg valgte omelet og det var absolut et godt måltid.


Underholdningsystemet
Hvert sæde har en ganske stor skærm indbygget i sædet foran. Da sæderne er placeret skråt mod vinduet, så kan skærmen foldes ud, så du får den helt rigtige vinkel at se film på.



Udover at man kan navigere i systemet ved at trykke på skærmen, så er sædet også udstyret med en fjernbetjening med egen skærm. På fjernbetjeningens skærm kan man f.eks. vælge at have kortet over flyets rute, mens man ser en film på den store skærm.

Et lille irritationsmoment er dog at man er tvangsindlagt til at se på reklamer inden man kan se en film. Og der er en del af dem, så det bliver faktisk ganske irriterende at skulle vente på at de er overstået inden man kan se sin film eller tv-show.
Det var ligeledes muligt at se live tv fra bl.a. BBC og CNN.

WiFi
Cathay Pacifics Airbus A350 er udstyret med WiFi. Men det koster at benytte det. Prisen for hele flyvningen er ganske rimelige 13 dollars.
Det var rimeligt enkelt at oprette en profil og betale og jeg oplevede på hele flyvningen at forbindelsen var ganske stabil. Til forskel fra SAS, hvor alt for mange passagerer har adgang og forbindelsen derfor bliver langsom, så var det faktisk muligt at arbejde fra sin laptop ombord hos Cathay Pacific – ihvertfald i store dele af tiden. Det betaler jeg gerne 13 dollars for. Hastigheden var rimelig og lå for det meste på omkring 2 Mbit/s når jeg målte den.
Kabinepersonalet
Kabinepersonalet er et kapitel for sig selv. Alle var super venlige og stod altid på spring for at gøre oplevelsen bedst mulig for passagererne – og endda altid med et smil. Men specielt purseren var helt fantastisk.
Hun var en voksen dame fra Hong Kong, som brugte de første to timer af flyvningen på at gå rundt og hilse på og snakke med passagererne i Business Class. Det føltes næsten som at have sin bedstemor (i en lidt yngre udgave) med ombord. Hun var oprigtigt interesseret i at alle passagerer fik en god tur. Servicen var en god kombination af asiatisk og vestlig – yderst venlig, men ikke alt for påtaget. I mine øjne helt perfekt og præcist som det skal være for at få en flyvning man ikke lige glemmer.
Toiletforhold
Der var tre toiletter til de 38 passagerer på Business Class. To forrest og et mellem den store og lille kabine. De var alle indbydende og renholdt på hele turen, men ellers var det rimeligt standard. Der var lidt creme man kunne bruge, men ikke noget duftevand eller lignende.
Fordele
Cathay Pacific tilbyder en af de bedste stole på markedet. Den var ekstremt behagelig at både sove og sidde i og man sad meget privat. Maden var i top og servicen på denne flight var i en klasse for sig. Personalet havde en fantastisk balance mellem at være smilende og servicemindede uden at være påtrængende.
- Fantasisk god stol
- God mad
- Service i topklasse
Ulemper
- Kedeligt udvalg af øl (kun Carlsberg)
- Ingen salt og peber til maden uden man bad om det
FinalCall.travel var inviteret af Cathay Pacific


